– tidligere elever
Hvert år tager vi alle på en fælles skitur til Lofsdalen i Sverige, hvor vi står på både langrendsski og alpinski el. snowboard.
01/04
Vesterdal Efterskole tilbyder dig et enestående år, hvor du får rig mulighed for at udfolde og udforske alle dine mange talenter – også dem du endnu ikke ved, du har. På Vesterdal giver vi rum til dig. Du vil blive hørt og set. Du vil blive udfordret fagligt og socialt, komme til at indgå i et stærkt og forpligtende fællesskab, blive klogere på dig selv og modigere end før.
Et år på Vesterdal er ikke en all inclusive charterrejse, hvor du bare kan læne dig tilbage og nyde livet, solen og alle serveringerne. Det er en rejse, vi tager sammen… En rejse som byder på såvel kendt som ukendt og seks daglige måltider. En rejse som kræver dit engagement og til tider hårdt arbejde, blod, sved og tårer. En rejse som kaster et hav af oplevelser af sig – planlagte aktiviteter, spontant opståede situationer, personlige oplevelser og fælles oplevelser.
På Vesterdal vil du blive én af 116 fantastiske elever. Du vil komme på skitur til Sverige, komme på mindeværdige ture med vores bus Røde Ruth, blive fejret med sang og lagkage på din fødselsdag, være med til at producere og afvikle vores store musikteater, opleve spændende fællesaftener, deltage i en filmfestival… måske oveni købet med din egen film, dagligt få lov til at udfolde og udvikle dine rengøringstalenter, blive kastet ud i seriøse, sjove og skæve aktiviteter, deltage i vores store 1-dags musikfestival (som solist, i band eller som entusiastisk publikummer), møde engagerede lærere, der brænder for at give dig og alle de andre elever et fantastisk år – du vil komme til at grine og græde, føle dig glad og lykkelig, føle dig medtaget og træt, møde modstand, suse af sted i medvind, segne af udmattelse, vokse efter kamp og ikke mindst blive en vigtig brik i et stort og helt særligt puslespil.
Du vil lære; at Fyn er fin, at man kommer længst med kærlighed, at gyllelugt kan vaskes ud af tøjet igen – mens duften af Vesterdal altid vil hænge ved og forhåbentlig gå lige i hjertet på dig…
Hjertet er gamle steder set med nye øjne og at kede sig ihjel midt i morskaben. At mærke tiden slentre, langsomt men konstant.
Hjertet er hjemlighed – hjertet er lune boller til servering og lugten af landlig idyl. Nyklippet græs mellem tæerne og når alle skråler skipper klements morgensang.
Hjertet er ansvar – hjertet er værelsestjek og lyden af en morgentræt støvsuger. Lugten af et tilstoppet afløb og at falde i søvn til første fællesmøde
Hjertet er uskylden – hjertet er kærlighed og honningmeloner og en masse middagslurer. Det første kys, den første klump i halsen og den første visdomstand.
Hjertet er råt – hjertet er blod, sved og tunsalat og utallige tudeture. Lugten af lusekur, smagen af søvnløshed og lyden af hjemve.
Hjertet er fællesskab – hjertet er torsdagskage og musik, der får dig til at glemme, at du ikke kan danse. At skrive sit navn på bagsædet af Ruth og at dele garderobe, til du glemmer, hvad du ejer.
Hjertet er ærlighed – hjertet er dit spejlbillede efter superdøgn og din ånde efter morgenkaffen. At gå i skole uden sko på og rengøre gryderne for supperester.
En dag finder du dig selv på den anden side af vinterdepressioner, honningmeloner og pragtfulde personer. Her står du og skriger af hjertet tak
På Vesterdal har vi både 9. og 10. klasse. Faktisk har vi hele to forskellige 10. klasses tilbud - en 'almindelig' 10. klasse og vores projekt- og eventklasse, PRO klassen.
Til toppen
Vesterdal Efterskole
Gl. Assensvej 12
5580 Nr. Åby
Man.-Tors.: 8.00-15.30
Fredag: 8.30-13.30