Hvadenten du er en glad amatør, nybegynder eller kunstner, så er der masser af muligheder for at udvikle, udfordre og udfolde dine kunstneriske talenter og færdigheder på Vesterdal – både i og udenfor undervisningen.
På Vesterdal har vi et helt kreativt hus, som rummer både; tekstilværksted, keramik & glasværksted, grafik & tegneværksted, træværksted samt et større multikreativt lokale, hvor der filtes, males, laves smykker, streetart, installationskunst og meget mere.
Vi udbyder en lang række varierede kreative fag i vores valgfagsperioder, og skal du gå i 10.klasse, har du tillige mulighed for at vælge faget ‘kunst og design’, som er en spændende blanding af håndværk, teori, teknik og kunstnerisk design.
Alle værkstederne er åbne værksteder, som meget gerne må bruges – og gerne både meget og i fritiden. De fleste aftener vil der tilmed være aftenaktiviteter, hvor du kan få hjælp til at lave alt fra grafitti til oliemaleri… eller kaste dig ud i egne store som små projekter; eksperimentere og slippe kunsten og kreativiteten fri.
I skolens træværksted kan du save, høvle, snitte, fræse, bore, pudse og alt mulig andet i og med træ. Her mødes gode idéer og godt håndværk, her produceres knive, møbler og træ kunst, her arbejdes med store og små projekter – her drejer alt sig om træ og hyggeligt samvær.
Træværkstedet er, som skolens øvrige lokaler, et åbent værksted, og er du én gang blevet introduceret til værkstedet, så kan du frit benytte det i din fritid… Så går du med en drøm om at gå i bonderøvens fodspor, blive møbelsnedker eller bare kunne snedkerere lidt hist og her, så er det bare at gribe værktøjet og komme i gang.
På Vesterdal har vi både 9. og 10. klasse. Faktisk har vi hele to forskellige 10. klasses tilbud - en 'almindelig' 10. klasse og vores projekt- og eventklasse, PRO klassen.
Til toppen
Vesterdal Efterskole
Gl. Assensvej 12
5580 Nr. Åby
Man.-Tors.: 8.00-15.30
Fredag: 8.30-13.30