April / Maj
Mandag, onsdag & torsdag

Valgfagsperiode 7

Hyg & ByG

I Hyg & Byg bygger vi møbler, kunst og nye samlingssteder til Vesterdal. Vi tænker, tegner, regner, saver, skruer, bygger og hygger. Fra de første idéer til det færdige resultat skaber vi noget, der bliver en del af Vesterdal – i dag, i morgen og til næste år.

Festival Band I & II

I Festival Band I & II arbejder vi målrettet frem mod at stå på scenen til årets Vesterdal Festival. Her samles omkring 900 efterskoleelever til en vaskeægte musikfestival i slutningen af maj. Vi arbejder med sammenspil, puls, timing, dynamik og performance, mens vi spiller musik i forskellige genrer. Det hele kulminerer på festivalens store scene, hvor vi giver den alt, hvad vi har. Det er live. Det er ægte. Og der er fuld smæk på.

Retro foto

I Retro Foto går vi på opdagelse i lyset. Vi fotograferer med analoge kameraer, bygger vores egne pinholekameraer og ser billeder tone frem i mørkekammeret. Her er der tid til at eksperimentere, fordybe sig og opdage, at et fotografi kan være meget mere end et motiv.

Amerikansk fodbold

I Amerikansk fodbold spiller vi flag football – en sjov og actionfyldt introduktion til sporten. Du lærer kast, greb, løberuter, regler og grundlæggende taktik gennem øvelser og spil. Målet er at komme på banen så meget som muligt og opleve, hvordan amerikansk fodbold spilles.

Raku keramik

Raku arbejder vi med den japanske brændingsteknik af samme navn. Vi modellerer og dekorerer i særligt rakuler, før ild og røg skaber karakteristiske krakeleringer og metalliske effekter. Raku bruges til kunstneriske værker, hvor hver brænding giver keramikken sit helt eget udtryk.

Nørklerier med garn

I Nørklerier med garn strikker, hækler, broderer og knytter vi. Her er der plads til både begyndere og øvede, og du får tid til at fordybe dig i dine egne projekter, lære nye teknikker og hente inspiration fra andre. Maske for maske vokser både kreativiteten og fællesskabet.

Du kan sammensætte dit valgfagsår på 4.235.364 forskellige måder