Åbent hus for alle interesserede fra kl. 12.30-17.00 – med rundvisning og gammeldags æblekage. Og så på en søndag. Vi glæder os til at møde dig.

Besøg os på Efterskolernes dag
D. 27. september

Kom og mærk stemningen
Mød vores elever
Se hele Vesterdal
En efterskole skal ses, opleves, mærkes og smages

Få en rundvisning, mød eleverne, lærerne og forstanderen, og nyd en hjemmebagt bolle eller en gammeldags æblekage af egen avl.

På Efterskolernes Dag bliver du vist rundt på hele skolen af vores elever. Du kommer ind i elevhusene, ser værelserne og fællesstuen og får en fornemmelse af den hjemlighed, der opstår i vores elevhuse.

Du kommer forbi alle vores faglokaler, uanset om du er til musik, keramik, film, idræt, friluftsliv, teater, dans, foto, syning, perler eller pensel. For på Vesterdal lærer alle hinanden og hele skolen at kende. Og måske bliver du pludselig fanget af nye muligheder eller interesser. Du møder Røde Ruth, ser spisesalen, fællesrummene og alle mellemrummene – og kommer rundt på hele Vesterdal, vores lille ungdomsby på landet.

Undervejs fortæller eleverne om undervisningen, hverdagen, de mange særlige dage, fritiden og weekenderne – og om alt det, man ikke kan læse sig til. For en stor del af efterskolelivet leves netop mellem linjerne.

Bagefter kan du høre vores forstander, Stine Bossen, fortælle om Vesterdal og fordøje det hele med en af køkkenets hjemmebagte boller eller en gammeldags æblekage, lavet af æbler fra vores egen lille æbleplantage.

Vi glæder os til at møde dig

Dagens program

12.30 – 17.00
Rundvisning, arbejdende værksteder, mulighed for samtale med en lærer, kaffe & kage

13.00 // 13.30 // 14.30 // 15.30 // 16.00
Vores forstander, Stine Bossen, fortæller om Vesterdal